Formål
Det tager tid at finde sine ben på jobmarkedet eller på et uddannelsessted.
For at finde fodfæste benytter flere og flere sig af muligheden for at få en mentor. En mentor kan bruges som sparringspartner på en lang række områder med tilknytning til job, karriere og personlig udvikling.
En mentor kan give støtte, råd og vejledning og hjælpe kandidaten til at se med friske øjne på sig selv og sin situation. Typisk vil aspekter af privatlivet være af så stor betydning for det mere erhvervsfaglige, at det også naturligt inddrages.
Den typiske mentor, som har mange års bred erfaring fra erhvervslivet, har lysten til at hjælpe yngre erhvervsaktive og/eller nyuddannede på vej i karrieren. De besidder også evnen til at være sparringspartner for kandidaten.
Kandidaten skal tage ansvar for processen og regne med at blive udfordret, at skulle bruge sin fantasi, åbne sit sind og selv tage stilling til, hvad der er godt og dårligt for ham eller hende. Det er ikke mentoren, som er ansvarlig for dette.
Kendetegn ved et succesfuldt mentorforløb
- Kandidaten får opmærksomhed – han eller hun skal ikke konkurrere med andre om at få den
- Mentoren lytter og lader kandidaten tale ud
- Tema for møderne er udvikling og ikke drift – det modsatte af hverdagens krav
- Det handler om at producere refleksion og perspektiv – ikke løsninger og output
- Der er ingen ’lig i lasten’ mellem mentor og kandidaten – ingen følelsesmæssige ”klemmer” på hinanden
- Intet magtforhold mellem mentor og kandidaten
- Ikke noget talen efter munden – kandidatens udsagn afprøves med opfølgende spørgsmål
- Mentor har sandsynligvis prøvet at være i den situation, som kandidaten står i nu
|
|